Bertel Christian Sandvig (1752-1786) var litteraturhistoriker, forfatter, oversætter og udgiver. Han arbejdede en tid sammen med historikeren P. F. Suhm og senere med Den arnamagnæanske Kommission. Sandvig havde store færdigheder indenfor de gamle sprog, heriblandt angelsaksisk og oldislandsk. Sit første forsøg med at oversætte oldislandske digte gjorde han i 1779, hvor han udgav en lille antologi med skjaldekvad og andre olddigte.
Da denne blev godt modtaget, satte han sig for at oversætte Eddadigtene til dansk.
Heimskringla Reprint er en serie genudgivelser af bøger, som ikke længere er tilgængelige, hovedsageligt norrøne kildetekster og baggrundsmateriale for disse. Serien udgives som en del af det fællesnordiske projekt Norrøne Tekster og Kvad, hvis formål er at formidle norrøn litteratur. Projektets hjemmeside - www.heimskringla.no - er i dag den største database med norrøne tekster på internettet.